Tilbage til webshop

Ny organisation vil styre OCR

I kølvandet på VM i Belgien har flere nok kløet sig i nakken og tænkt: “sikke en gang rod”.

På deltagerniveau var der uklarhed om lægeerklæringer, anti-doping kursus og tilmelding. Ved udlevering af startnumre var der kaotiske tilstande og der var utilstrækkelige toiletfaciliteter. Der var kun 1 “Open” heat, der var underlige dommerkendelser, forsinkelser og en kompliceret klage-procedure og åbenbart ikke pengepræmier til de dygtige atleter der vandt, bare for at nævne et par ting.


Og det er kun på overfladen, for kradser man lidt i lakken, så tegner der sig et andet og mere dystert billede. 


Arrangøren var FISO (også kendt som World Obstacle. red.), der har udråbt sig selv som OCR-sportens styrende organ, men det vender vi tilbage til.

FISO, under ledelse af Ian Adamson, aftaler med Genk at der kan afholdes VM i byen og man får BOCRA, den belgiske OCR organisation, til at stå for praktikken. 


Kilder oplyser, at VM efterlader en gæld på omkring 596.000 DKK. En gæld som arrangøren selv står med.


FISO har, ifølge BOCRA, ikke promoveret VM nok og den forventede indtægt fra billetsalget udebliver derfor. Indtægten fra billetportalen MyNextMatch beløber sig til 288.000 EUR (2,1 mio), hvilket er arrangementets eneste reelle indtægtskilde. FISO påstår dog at der har været en indtægt på 348.000 EUR, men bankoplysninger fra BOCRA viser noget andet.


Leverandørerne af forhindringerne, Golazo, Toroz, Klimber, Spartan og ikke mindst 100 m banen leveret af Hannibal Crossing, har måttet vente på deres penge, men ifølge Philippe Levy, den tidligere kasserer i BOCRA, så har alle parter nu fået betaling eller en aftale i hus. 


Det er dog specielt 100 meter banen, med lys og tribune, der ødelægger budgettet, ligesom honorar til speakere, betaling for indbudte gæster og VIP´s også laver et massivt indhug i den slunkne kassebeholdning. Til gengæld betales officials ikke, idet de ifølge Ian Adamson og FISO “er frivillige”.


Alt dette, og meget mere, får blandt andet Raul Fodor, Zoltan Bölcs og Tamas Rozina til i marts 2024 at starte World OCR, der med et solidt juridisk bagland, etablerer sig som OCR sportens styrende organ. Men hov…det er FISO jo?


En sport med flere styrende organer er ikke et problem. Vi kender det fra boksning med WBA, WBC, IBF, og WBO,

men er FISO reelt OCR sportens styrende organ?


I dette spørgsmål dukker der en sandhed frem. OCR Media har modtaget følgende fra Raul Fodor fra World OCR:


-Hvis man læser på deres hjemmeside, så hævder de ikke at være det styrende organ, men kun at de vil “promovere”

sporten. 

Det skal retfærdigvis nævnes at der på hjemmesiden er misvisende oplysninger om dette.

Raul Fodor fortsætter: 

-Ydermere, så kan World Obstacle (FISO) ikke være OCR sportens styrende organ, idet de har underlagt sig UIPM (organisationen for moderne femkamp. red.) og dermed kan UIPM gøre hvad de vil med sporten.


For World OCR handler det ikke om at få så mange medlemmer som muligt, men tiltrække de organisationer, der oprigtigt vil forpligte sig til en ordentlig styring og udvikling af OCR som en enkeltstående sport.

-vi ønsker at etablere en lovlig og anerkendt organisation og ikke bare lade som om, slutter Raul Fodor, men en slet skjult reference til Ian Adamsons ledelse af FISO.


Mange pile peger i retning af Ian Adamson. Philippe Levy er af den opfattelse at projektet for FISO´s ledelse, hele tiden har handlet om at få OCR med til OL i Los Angeles i 2028. Desværre ikke “old school OCR”, som han kalder det, men 100 meter ninja bane.


Det var også den bane der som før nævnt trak budgetmæssige tænder ud, men det har været magtpåliggende for Ian Adamson at imponere repræsentanten fra UIPM.


-Faktum er at Ian Adamson kun gik op i 100 meter banen og viste ingen interesse i de andre løb under VM. Det eneste han ville, var at imponere Alexandra Franca fra UIPM, fortæller Philippe Levy til OCR Media.


Dette leder os tilbage til World OCR og Raul Fodor:


-Danske atleter som Ida, Leon, Ulrikke og Jonas er gode eksempler på dem, der er mest ramt af den tidligere dårlige ledelse af denne sport. De, og mange andre, har aldrig ønsket integrationen med femkamp. De har dedikeret utallige timer af specialiseret træning til OCR, en sport som FISO ikke har magtet at få anerkendt som en enkeltstående sport i mere end 10 år.


Raul Fodor påpeger at det ikke blot er dårlig ledelse af sporten, men direkte handlinger der har frataget udøverne den anerkendelse de fortjener. 


-De kunne faktisk nu have trukket sig komfortabelt tilbage - rent økonomisk - hvis FISO havde passet sit job bare halvt så

godt som atleterne har passet deres.


FISO og Ian Adamson har ikke svaret på vores henvendelser.

Bygget på ideal.shop